Historien om Sonnerupgaard
Ejendommen Sonnerupgaard Gods blev ved årsskiftet 1996/97
erhvervet af Birgit
te Israelsen Knudsen og Peter Kjær Knudsen, som
købte ejendommen af Anne Dorph og Preben Herbo, der siden
efteråret 1985 havde ejet ejendommen.
Ejendommens jordtilliggende omfatter ca. 400 tdr. land. De 300
tdr. land er anvendt til planteavl, hovedsagelig korn. Resten er
fordelt på de to skove, Dyrehaven og Engskoven.
Første gang Sonnerupgaard omtales er i 1341. I de følgende år
nævnes flere ejere. Bildslægten ejede Sonnerupgaard i midten af det
16. århundrede. Senere kom Sonnerupgaard i den kendte Trolleslægts
besiddelse. Rigsraad Manderup Parsberg nævnes som ejer i 1621.
Efter Anne Brahes død, Parsbergs kone, blev gården solgt til
Rigsmarsk Jørgen Urne. Ved Jørgen Urnes død overtog sønnen Knud
Urne gården.
Efter i århundreder at have tilhørt nogle af de ældste danske
adelsslægter kom gården nu i borgerligt eje, idet Knud Urne solgte
ejendommen til professor Bertil Bartholin i 1661. Blandt de
efterfølgende ejere nævnes Etatsraad Rasmus Vinding, der er kendt
som hovedforfatter til Christian V's Danske Lov.
Direktør i det Vestindisk-Guineriske Kompagni,
Severin de Junge, opførte hovedbygningen på dens nuværende plads
efter en brand i 1731, idet hovedbygningen før var beliggende på
øen i voldgravskomplekset 'Brændte Grav' nord for gården (nu
seværdighed).
Ved lensafløsningen solgtes gården i 1923 til konsortiet
Schulin-Zeuthen, der i 1928 videresolgte til godsejer Breit.
Gården ejedes fra 1954-1959 af fabrikant Hollesen, af hvis bo
Forsikringsselskabet Alm. Brand købte Sonnerupgaard.
Forsikringsselskabet benyttede gården som eget kursuscenter i ca.
25 år og ombyggede hestestald og vognport til dette formål i
1963.